Hermann og Dorothea

TIDEN
Da Goethe i oktober 1797 udsendte Hermann und Dorothea, var der krig i Europa. Med Bastillens fald 14. juli 1789 havde revolutionen i Paris overalt vakt røre og forhåbninger om frihed og lighed, og monarkierne i Europa forholdt sig nervøst afventende. Men i april 1792 indleder Østrig krig mod Frankrig, og efter henrettelsen af kong Ludvig XVI træder de fleste europæiske monarkier ind i en koalition mod den franske republik. Herefter hærger revolutionskrige efterfulgt af Napoleonskrigene Europa i mere end 20 år og medfører død og ødelæggelser og befolkninger på flugt.

Som minister i Hertugdømmet Sachsen-Weimar-Eisenach havde Goethe ledsaget hertugen sammen med den tyske armé under felttoget mod Frankrig og belejringen af Mainz 1793. Han havde således ved selvsyn erfaret krigens rædsler. Hverken krig eller revolution huede Goethe. Men han havde trods alt sympati for revolutionens idealer. Denne holdning til brydningerne i tiden præger hele fremstillingen af historien om Hermann og Dorothea, der udspiller sig på baggrund af revolutionskrigene i Europa.

 

HERMANN OG DOROTHEA
Fra Alsace er et flygtningetræk kommet over Rhinen og gør ophold udenfor en lille provinsby dér. Borgerne er nysgerrige og drager ud for at beglo de fremmede. Nogle sørger dog også for hjælp til de ulykkelige. Således sendes gæstgiversønnen Hermann af sin mor af sted med forsyninger. Blandt flygtningene bliver Hermann straks betaget af en ung kvinde, der - selv fordrevet - udmærker sig ved at have overskud til at hjælpe de andre nødstedte. Hun fatter også straks sympati for ham, og på trods af at de kommer fra to forskellige verdener, ender det dog med, at Hermann og Dorothea bliver forlovet, og dermed bliver borgerne i den lille traditionsbundne provinsby konfronteret med tidens voldsomme begivenheder.

Goethe er inspireret af sin samtidige Johann Heinrich Voss, der foruden sine fortræffelige Homer-oversættelser skrev populære tyske idyller i smag med tidens borgerlige lystspil. Goethes epos er således en idyl, en idealiseret stemningsfuld skildring af jævne menneskers hverdagsliv. Men med digtets klassiske formsprog tilstræber Goethe at give den aktuelle modsætningsfyldte virkelighed begribelig struktur.

 

UDSIGT
Hermann und Dorothea regnes for et hovedværk i tysk litteratur. Det blev fordansket allerede 1799, men i beskåret form. Censuren var blevet genindført samme år, som oplysningsmanden Jens Smidth havde oversat digtet. Han blev derfor nødt til at stryge de kontroversielle passager vedrørende revolutionen i Frankrig. Mange læste dog dengang digtet i sin helhed på tysk. Uforkortet er digtet siden blevet oversat af Simon Meisling og af P.A. Rosenberg, men hverken på tysk eller i oversættelse læses det vel nu af ret mange?

Digtet er episk, fortællende, men det har været muligt at bearbejde Rosenbergs hexametre, så Goethes historie om Hermann og Dorothea kan opføres scenisk. Vi har ikke, som det nu ofte sker med klassiske digterværker, aktualiseret teksten, og for at værket kan leve i sin egen tids ånd, er kostumeringen samtidens ligesom også mellemaktsmusikken er af Ludwig van Beethoven.

Med denne opsætning, der fremstiller Goethes digt på en ny og tilgængelig måde, ønsker Teaterselskabet at berige et nutidigt publikum med en klassisk historie om flygtninge.

TF

OM MUSIKKEN
I 1790’erne, altså samtidig med at Goethe skriver Hermann und Dorothea, skrev Beethoven en lang række dansesatser til brug ved offentlige baller i Wien: menuetter, ländler, kontradanse osv., uprætentiøs, enkel og folkelig musik, Beethoven uden panderynker. Ved disse baller mødtes folk på tværs af skel mellem klasser og stænder, hvorved både dansen og musikken blev forbundet med socialt progressive strømninger og med idéen om livsglæden, der forener alle mennesker i ét broderskab, sådan som Beethoven 25 år senere skulle udtrykke det for fuld musik sin niende symfoni. Det er derfor oplagt at lade en lille suite af disse dansesatser klinge som mellemaktsmusik til Goethes fortælling om, hvordan kærlighed, medfølelse og barmhjertighed overvinder fordomme og sociale, politiske og nationale modsætninger.

En af disse danse, en kontradans i Es dur, kom til at spille en helt særlig rolle i Beethovens musik fra revolutionsårene. Den udgives første gang som nr. syv af Zwölf Kontretanze i 1802, men allerede i 1801 dukker den op i finalen til balletten Prometheus, der skildrer den græske halvgud som den, der bragte civilisationens og kunstens gaver til den nyskabte menneskehed. I 1804 skriver Beethoven et stort og på mange måder banebrydende variationsværk for klaver over samme tema, og endelig udfoldes det i stor stil i finalen til den samtidige Eroica symfoni, som Beethoven oprindelig havde tænkt at dedikere til den Napoléon Bonaparte, der af mange opfattedes som en ny Prometheus, der skulle omstyrte en udtjent verdens- orden og bebude en ny og strålende fremtid for menneskeheden. Som bekendt slettede Beethoven i vrede dedikationen fra titelbladet, da Napoleon svigtede de revolutionære og republikanske idealer og udråbte sig selv til kejser.

Der har således været gode grunde til at vælge denne blot et halvt minut lange dans som forspil til stykket, udvidet med materiale fra klavervariationerne og balletmusikken.

BT

– Besøg os på f Copyright © 2017 www.teaterselskabet.dk – Design: werk.dk