Don Juan

DON JUAN NOTER

Juan Tenorio fra Sevilla levede ca. 1350 ved Peter den Grusommes hof og deltog ivrigt i udskejelserne dér. Han blev en myte i almuens bevidsthed. I krostuerne ynglede anekdoterne, om skørtejægeren, om bedrageren, om hans vellevned og hensynsløshed, og om hans velfortjente straf, da ”Stengæsten” hentede ham. Don Juan blev eksponent for den forhadte adelstand, fascinerende og frastødende.

Af dette stof opstod tidligt en folkedigtning med socialkritisk brod, og ca. 1630 skrev Gabriel Téllez skuespillet El burlador de Sevilla y Convidado de píedra (Bedrageren fra Sevilla og stengæsten). På grundlag af dette stykke skrev Molière i 1658 sin komedie, hvori han spotter sin tids libertinere og hyklere. Molières Dom Juan ou le festin de pierre (Don Juan eller stengæstebudet) blev siden forlæg for vidt forskellige bearbejdelser. I Dapontes libretto til Mozarts berømte opera fra 1787 er Don Juan den troløse erotiker, men i Byrons epos fra 1821, gendigtet af Drachmann, og i Hauchs drama fra 1829 er Don Juan det frigjorte menneske, der må bære omkostningerne ved at leve helt på sine egne betingelser.

Som 21-årig i 1812 omskabte Heiberg Molières komedie til et Mester Jakel-stykke, der blev opført i hjemmet. Oehlenschläger udtalte sig særdeles anerkendende om stykket, og teksten blev også publiceret året efter. Det er Heibergs første dramatiske arbejde. Han forenkler og versificerer Molières prosakomedie, således at personer og situationer karakteriseres ved skiftende versemål, og spanskkyndig som han var – Heiberg blev i 1817 doktor på en afhandling om Calderon (1600-81) – lader han tendensen og stilen låne træk fra den oprindelige spanske digtning.

Molières komedie blev forbudt af censuren efter 15 opførelser og måtte i 1676 omarbejdes af Thomas Corneille, før den kunne genoptages. Formodentlig i denne version blev den oversat og spillet med stor succes i 1720-erne på teatret i Lille Grønnegade. Siden da er ”Don Juan” jævnligt blevet opført i Danmark, og Molière har måttet lægge navn til adskillige mere eller mindre fremragende fordanskninger.

Så vidt vides, er Heibergs lille guldalderperle aldrig blevet opført på teatret. Men det bliver den så nu, med mellemaktsmusik af Gluck hentet fra ballet-pantomimen Le Festin de Pierre fra 1761.

DEN SCENISKE KULTURARV

En uforfalsket opførelse af et klassisk skuespil er blevet et særsyn i dansk teater. Teksterne bearbejdes og moderniseres, scenografi og kostumering opdateres og musik erstattes af lydkulisser. Det sker angiveligt for at appellere til et bredere publikum, men sådanne klassikeropsætninger trivialiserer og forvansker ofte de originale værker, så at tilskuerne præsenteres for noget helt andet end det klassiske værk.

Man kunne ønske, at der var teatre, der respekterede en vis droit moral i deres omgang med de klassiske tekster. Ja, man kunne måske endda forestille sig, at teatrets folk forsvarede urtekstens integritet med samme nidkærhed, som musikere et partitur. Man skulle tro, at det var landsdelsscenernes ambition, nationalscenens kære pligt. Men uanset disse teatres betragtelige offentlige understøttelse agerer de som ethvert andet boulevardteater. Som så meget, der ikke burde være det, er teaterforestillinger blevet varer.

Teaterselskabet arbejder for i praksis at imødegå denne tendes. Vi insisterer på at opføre de klassiske skuespil, så de opleves i deres autenticitet, og vi hævder, at dét er festligt og vedkommende teater. Vi betvivler nemlig, at publikum skulle være så ubegavet og aktualitetsfikseret, at det ikke skulle kunne more sig over Holbergs komedier eller gribes af Euripides’ tragedier. Som de er.

Men sådanne opsætninger kræver grundige teater- og sproghistorisk funderede overvejelser af instruktørerne, stilhistoriske studier af skrædderne og scenograferne, musikhistorisk indsigt af orkesterledelsen, og ikke mindst en stor og talentfuld stab af skuespillere, musikere og medvirkende i øvrigt. Det er produktioner, som egentlig kun kan løftes af store teatre, der får millioner af støttekroner. Men Teaterselskabet modtager ikke offentlig understøttelse, så det er kun muligt for os at opsætte de klassiske skuespil i deres originale form, fordi alle medvirkende arbejder ulønnet.

Vi er heldigvis mange, der har lyst til i vores fritid at arbejde sammen om at skabe de autentiske klassikerforestillinger, og derfor har Teaterselskabet årligt kunnet præsentere et par nye opsætninger af vores sceniske kulturarv for et stadigt stigende antal tilskuere.

Programtekst 2004, Torben Frische

ANMELDERCITATER

Teksttydelighed og fin musikalite

Teaterselskabet får ikke offentlig understøttelse. Det er professionelt virkende amatørteater af bedste slags. Dets leder Torben Frische og instruktøren Anne Kehlet Bavngaard beviser endnu engang, at klassisk teater kan spilles i sin originale form og virke mindst lige så tirrende "moderne" som tidens mere eller mindre begavede bearbejdelser.”

John Christiansen i sin anmeldelse i Jyllands-Posten

Masser af komik

Øret tuner hurtigt ind på den versemålsskrevne dialog, som sprogligt er en nydelse at lytte til. Instruktionen er præcis og levende. Og de medvirkende spillere er rigtigt gode til sprogligt at modulere og artikulere. Når hertil tilsættes en glimrende timing og pausering og et fysisk præcist figurarbejde er det vanskeligt ikke at blive revet med.”

Kirsten Dahl i sin anmeldelse i Århus Stiftstidende

– Besøg os på f Copyright © 2017 www.teaterselskabet.dk – Design: werk.dk